Vejen frem

Forleden stødte jeg på; The burnt toast theory, der er en teori som siger, at de lidt trælse ting der sker for os, i det daglige, i virkeligheden sker for det bedste. At de forhindrer noget værre, der ville være sket hvis vi ikke var kommet ud for den trælse situation. 

Et eksempel: Du brænder det ristede brød om morgenen lige før du skal ud af døren. De fem minutter du skal bruge på at riste et nyt stykke brød, gør at du kommer lidt senere af sted, og det er lige nøjagtigt derfor din bil ikke bliver ramt af et tog i en defekt jernbaneoverskæring. 

Helt så slemt behøver det jo ikke at være. Men man kan med sikkerhed sige at de fem minutter, du kommer senere af sted, gør, at den dag, du skal i gang med, bliver en helt anden dag. Du er andre steder på andre tidspunkter, gør andre ting, end du ellers ville have gjort, og du møder andre mennesker end dem du ellers ville have mødt. Med mindre de også har brændt deres toast 🙂 

Og hvem kan sige, at det ikke bliver en bedre dag? 

Nu handler teorien, trods navnet, ikke kun om brændt brød. Den handler om alle de udfordringer der er i det daglige. Små og store ting der gør livet besværligt, men som bliver meget lettere at håndtere, hvis vi går ud fra at det var det bedst mulige scenarie. Og det kan vi nøjagtigt lige så godt gå ud fra, for det koster os absolut intet, tværtimod.  

Så næste gang en eller anden i…. kører ud foran dig i trafikken, kan du, i stedet for at hidse dig op, takke ham, i dit stille sind, for muligvis at have reddet dit liv. 

Jeg er med på at det kommer til at kræve lidt øvelse, men det er umagen værd og dit blodtryk vil takke dig.

Det er helt klart nogens skyld, at dit liv ikke tog den retning du havde tænkt. Dine forældre, børnene, eks’en, vennerne, kollegerne, naboen, postbuddet, hunden… Nogen er skyld i at dit liv blev som det blev. 

Der er afgjort noget’s skyld, at dit liv ikke tog den retning du havde tænkt. Cyklen der punkterede, telefonen der gik død, toget der var forsinket, lottotallene der aldrig blev udtrukket… Der er afgjort noget der er skyld i at dit liv blev som det blev.  

Det er helt givet din egen skyld, at dit liv ikke tog den retning du havde tænkt. Det du sagde, det du ikke sagde. Det du gjorde, det du ikke gjorde. Chancerne du tog, chancerne du ikke tog… Du er afgjort selv skyld i at dit liv ikke blev som du havde tænkt. 

Det hele er bare ret ligemeget. For der er intet niveau af bebrejdelse, intet niveau af fortrydelse, intet niveau af noget som helst der kan ændre det der er sket. Du kan råbe og skrige, bande og svovle, bebrejde gud og hver mand. 

Alt sammen forgæves. 

For når dagen er omme, er det helt klart dit ansvar at dit liv bliver som du gerne vil have det. Altså fra nu af…

Vores vaner styres af underbevidstheden, ligesom mange andre af de ting vi gør, når vi ikke tænker over at vi gør noget. Derfor er det da også underbevidstheden du skal have fat i hvis du har nogle vaner som du gerne vil af med eller måske nærmere, som du gerne vil ændre. For vaner kan man ikke rigtig komme af med. 

På den måde er det lidt ligesom at cykle. Hvis du en gang har lært at cykle glemmer du det aldrig. Men du kan jo stadigvæk godt foretrække at gå eller løbe, selv om du kan cykle. 

Og det er det du gør hvis du har en dårlig vane som du gerne vil erstatte med en bedre, du lærer din underbevidsthed at foretrække noget andet. 

Men underbevidstheden lærer ikke på samme måde som man gør bevidst. 

Vore overbevisninger styrer vores liv i en grad vi ikke engang selv kan overskue omfanget af. Nogle overbevisninger er rigtige for os, og hjælper os. Andre er forkerte, og begrænser os. Nogle har vi selv lagt os til, andre er blevet os påduttet. Men uanset om de er rigtige eller forkerte, gode eller dårlige, så er den effekt de har på vores liv, nærmest skræmmende. 

De er så stærke, at selv et stort, stærkt og intelligent dyr, som en elefant, kan holdes fanget af en eneste forkert overbevisning. En overbevisning der blev den påduttet da den var lille. Nemlig, at det reb der er bundet om dens ene bagben er fastgjort til noget fuldstændigt urokkeligt. 

Prøv at forestille dig, hvor svært det ville være, at binde et dyr der kan rykke træer op med rode, hvis den ellers kunne komme af med den ene overbevisning. Det kan den desværre ikke, og derfor bruger mange elefanter hele livet på at slide og slæbe, i stedet for at boltre sig med de andre elefanter. 

Men vi kan godt…

Som barn lever man i en nærmest uendelig verden. En verden hvor intet er umuligt, hvor man kan være og gøre lige hvad man har lyst til. 

Efterhånden som man bliver ældre, bliver man mere forbeholden, mere velovervejet, og mere fastlåst. Handlinger, tanker osv. bliver til vaner og overbevisninger. Og selv om det på nogle måder gør livet lettere, har det en pris. 

Alt starter med en tanke. Alt hvad vi gør, siger og er, starter med en tanke. Hver bevægelse, hver sætning, hver eneste handling starter med en tanke. 

Det er nok muligt, at en rejse starter med det første skridt. Men det første skridt starter også med en tanke. 

Det gør vores tanker til den største kraft vi har. Faktisk nok den eneste reelle kraft vi har. Men det gør ikke så meget, for hvis vi forstår, at bruge den rigtig, kan den blive en superkraft. 

“It is the thoughts you allow yourself to think, the subjects that you allow your mind to dwell upon, which make you and your surroundings what they are”. I 1935 skrev Dr. Emmet Fox disse ord, som en del af indledningen til hans livsændrende mentale diet, “The seven day mental diet”. 

Det efterfølgende er et kort oprids af hans mentale diæt, som jeg helt klart vil anbefale, at man læser og prøver i sin helhed. Da det er så mange år siden den er skrevet, er den nu public domain, og kan uden videre findes på nettet. 

Nytårsaften klokken tolv er på en gang mållinjen og startstregen. Skillelinjen mellem gammelt og nyt. Det er her man efterlader det der var, og glæder sig til det der kommer. Det er lang tid siden, at det har været så relevant som det er i år. At efterlade det der var og se frem mod det der kommer. 

For selvom det ikke lige bliver på slaget tolv, tyder alting på, at vi snart kan sige farvel til det forgangne års svøbe, coronaen, der efter sigende, vil rase i de kommende uger, for derefter, stille og roligt, at aftage pga af vaccinerne. 

Fra Vanehviskerens synspunkt er det eneste vi kan bruge corona til, at illustrere hvor hurtigt nye vaner kan formes, når de rigtige forhold er til stede. For vi har jo måttet tillægge os flere nye vaner i den forbindelse. Blandt andet går vi nu i en stor bue uden om alt og alle, for at være sikre på, at holde den korrekte afstand. Der er ikke længere nogen der lægger op til et håndtryk, når de kommer ind i et rum. Og det første vi gør når vi træder ind i en forretning er at kigge efter håndsprit dispenseren. Alt sammen er det nye vaner, vi har lagt os til i de forløbne måneder. 

Julen har altid været vanernes fest. I julen gør vi som vi plejer, mere end vi gør på nogen anden tid af året. Og vi gør det sammen med dem vi plejer at gøre det sammen med. Julen skal der ikke røres ved. Vi pynter som vi plejer, spiser som vi plejer, vi synger og danser som vi plejer, osv. osv. 

Men i år fejrer vi ikke julen helt som vi plejer. Og hvad værre er, vi fejrer den heller ikke nødvendigvis sammen med dem vi plejer at fejre den sammen med. 

For en skygge har lagt sig over verden, og adskilt os på alle tænkelige måder. Og julen, som mange af os har fejret på stort set samme måde hele livet, kommer nu også til at foregå i det mærkelige vakuum som har kendetegnet det meste af året. 

Hvad værre er, det håb vi vel, et eller andet sted, havde om at det hele ville være på rette vej når vi kom hertil, er svundet. Der er ikke nogen der aner hvornår tingene bliver bedre. Og selv da, hvad står vi så tilbage med ? 

Det kan være svært, her og nu, at se hvordan vi kommer videre, men vi har jo altid fundet en vej, og det gør vi også denne gang. 

Så selvom julen i år ikke bliver som den plejer, så lad os håbe og tro på, at det bliver første, og sidste gang, vi tvinges til at give køb på den, og alt det andet vi har måttet give køb på i det forgangne år.

Viljestyrke har altid været, og bør vel også, på mange måder, være en beundret egenskab. Hvis man har en vis portion viljestyrke er der mange ting der lettere lader sig gøre.

Men netop det, er sandsynligvis grunden til den udbredte misforståelse, at det er viljestyrke man har brug for, når man vil smide nogle kilo, eller holde op med at ryge, eller en hvilken som helst anden større livsstilsændring. 

Og det er så også grunden til, at man efterfølgende føler sig forfærdelig viljesvag, når det ikke lykkes at lave den livsstilsændring. 

Men det er slet ikke manglende viljestyrke der er problemet. Problemet er, at viljestyrke slet ikke skulle have været involveret i processen, i første omgang.