Nytårsaften klokken tolv er på en gang mållinjen og startstregen. Skillelinjen mellem gammelt og nyt. Det er her man efterlader det der var, og glæder sig til det der kommer. Det er lang tid siden, at det har været så relevant som det er i år. At efterlade det der var og se frem mod det der kommer.
For selvom det ikke lige bliver på slaget tolv, tyder alting på, at vi snart kan sige farvel til det forgangne års svøbe, coronaen, der efter sigende, vil rase i de kommende uger, for derefter, stille og roligt, at aftage pga af vaccinerne.
Fra Vanehviskerens synspunkt er det eneste vi kan bruge corona til, at illustrere hvor hurtigt nye vaner kan formes, når de rigtige forhold er til stede. For vi har jo måttet tillægge os flere nye vaner i den forbindelse. Blandt andet går vi nu i en stor bue uden om alt og alle, for at være sikre på, at holde den korrekte afstand. Der er ikke længere nogen der lægger op til et håndtryk, når de kommer ind i et rum. Og det første vi gør når vi træder ind i en forretning er at kigge efter håndsprit dispenseren. Alt sammen er det nye vaner, vi har lagt os til i de forløbne måneder.
Selv om det desværre er blevet nødvendigt, at gøre de ting, er der heldigvis ingen der forlanger, at vi skal synes om det. Men hvis vi skal forsøge at få lidt positivt ud af det, viser det jo, at selv gamle indgroede vaner kan skiftes ud med nye. Og det er jo godt at vide for de af os der har nogle dårlige vaner, vi gerne vil skifte ud med nogle bedre.
Når så mange mennesker, kan lære så mange nye vaner, på så kort tid, skyldes det at corona situationen, ud over meget andet, rummer netop de ting der skal til for at danne vaner i en fart. Nemlig vedvarende eller gentagen opmærksomhed og stærke følelser.
Vores opmærksomhed bliver igen og igen henledt på alt det vi skal og ikke skal, kan og ikke kan, må og ikke må. På de sociale medier, på tv, i radioen osv. ser og hører vi budskabet igen og igen. Ude i det virkelige liv bliver vi mindet om det, af skilte, håndsprit, masker, og af det, der i begyndelsen var en akavet dans for at holde afstand, men som nu kun bliver akavet, hvis de fysiske rammer er for snævre.
Så den ene del af det der skal til for at danne nye vaner er til stede i rigt mål.
Den anden vigtige faktor når det kommer til at danne vaner, er følelser. Vaner dannes hurtigere, og bliver stærkere, hvis der er følelser forbundet med situationen.
corona er jo en alvorlig situation i sig selv, derfor vil der være følelser involveret uanset. Men de forstærkes yderligere af bekymringerne for vores nærmeste. De forstærkes af omverdenens skarpe blik, der hele tiden holder et vågent øje med om vi nu husker, håndsprit, masker og afstand. Og ikke mindst, af de mange prominente personer der med bekymret mine fortæller om alvoren i situationen.
Kort sagt, betyder den vedvarende påmindelse, om situationens alvor, om alt det vi skal og ikke skal, det vi kan og ikke kan, kombineret med den konstante bekymring for både det ene og det andet, at vi for altid vil være forandrede. Ikke bare i måden vi færdes på når vi er ude. Ikke bare i måden vi omgås hinanden. Men også på mere personlige, og knapt så synlige måder, som kun tiden kan vise omfanget af.
Heldigvis anes der nu lys for enden af tunnellen. Og det nye år kommer, som altid, men på en lidt anden måde end det plejer, med løftet om en ny start.
For os, hver især, og for det meste af menneskeheden, er det mange, mange år siden, at det har været så tiltrængt som nu.