For nogen tid siden var jeg til komsammen med nogle mennesker. Midaldrende mennesker vil jeg sige. Sådan i nærheden af de halvtreds år. Snakken faldt helt naturligt på børnene der nu er ved at være voksne, og den sidste der lige straks flytter hjemmefra.
Nu fortæller en af dem så, at hun og hendes mand lige har været nede for at se på et mindre hus i midtbyen. Et lille hus, på en lille grund, uden have forstås, for nu har de jo nået en alder, hvor der ikke skal være for meget besvær.
Havde det nu været begyndelsen på en tidlig pensionisttilværelse med selvrealisation, rejser, faldskærmsudspring, og hvad har vi, ville det jo have været en god start. Men det gik op for mig, at det slet ikke var start der var tale om. De er simpelthen er ved at lukke ned, og gøre klar til slutningen.
Hun fortsatte med at fortælle hvor glade de nu er for, at de ikke købte det lille landsted, som de drømte om engang. Jeg mener bare, hvad er det dog hun siger?
Her snakker vi altså om mennesker sidst i fyrrerne. I teorien er de måske kun halvt færdige med livet.
Det er simpelthen for tidligt, at smide håndklædet i ringen.
Det er jo ikke godt, at de ikke købte det landsted de drømte om. Det er en menneskelig tragedie, og det eneste rigtige, var at fare hen til ejendomsmægleren, og sætte parcelhuset til salg, så de kan få købt den landejendom, før det rigtigt bliver for sent.
Jeg kom til at tænke på en ældre bekendt, jeg havde for nogle år siden. Hun har vel været først i halvfjerdserne, da hun købte et par nye vinterstøvler. Da hun viste dem til nabokonen i opgangen, sagde hun: “Ja, det er godt nok et par gode støvler, men kan det nu også betale sig, i din alder?”.
Jeg mener bare, hvornår kan det ikke betale sig? Hvad er aldersgrænsen for nyt fodtøj ? Eller for alt andet for den sags skyld.
Fortvivlende ofte hører man bemærkninger som: “Jeg har lige været ude for at købe min sidste bil. Når den skal skiftes ud er jeg x antal år, og så skal jeg nok ikke køre mere”. Eller: “Jobbet hænger mig langt ud af halsen, men nu er der kun nogle få år tilbage, så jeg vil ikke have bøvlet med at skifte”.
Hvordan er det gået til, at alder er blevet et signal til at holde op med at gøre noget ? Eller i bedste fald, gøre så lidt som muligt ? Jo ældre vi bliver, jo mindre tid har vi tilbage. Var det ikke bedre at sætte farten op, og få gjort lidt af det man aldrig fik gjort?
Det er som om man ser livet som et maraton der skal klares. Man skal bare lige holde ud indtil..? Ja, til hvad egentligt? Hvad er det vi forventer der sker?
Hvis de første mange år af livet har været noget møg, er det da lidt en sjov form for optimisme, at tro at de sidste år bliver bedre bare fordi vi holder op med at gøre noget.
Det dur jo ikke at leve som om man snart skal herfra. Det er nærmest som at tage forskud på døden. Man risikerer jo at leve både tyve, tredive, eller endnu flere år, som halvdød. Og det er da et spild, i forhold til, at man jo i teorien er død for evigt, og derfor nok skal få det behov dækket.
I min optik giver det altså mere mening, at leve som om man aldrig skal herfra, og så samtidigt leve med erkendelsen af, at man nok kommer til at tage fejl på et tidspunkt.