Vanehviskeren

Jeg havde, indtil for ikke så lang tid siden, en gammel mand i min bekendtskabskreds. Gammel af år var han, over 80, men bestemt ikke af sind. Han var en ung mand der bare med tiden var havnet i en gammel krop. 

Vi kendte såmænd ikke hinanden særligt godt, men vi hilste på hinanden når vi passerede hinanden på vejen, og vi vekslede en sætning eller to når vi tilfældigt mødes. 

Manden havde, da jeg først mødte ham, en trehjulet knallert. Et gammelt køretøj, med et lille lad bagpå. Den lignede noget, nogen havde flikket sammen hjemme i garagen. En af de historier han yndede at fortælle var da også at, den, mere end en gang, havde bragt ham i politiets søgelys. For, som han smilende sagde; “Den ligner jo ikke noget, der er lavet til at køre på vejene”. 

Men den var god nok, typegodkendt og det hele. Og som knallerter flest, havde den en topfart på 35-40 kilometer i timen, hvilket så ud til at passe ham fint. Det var i hvert fald sjældent, han tog farten af. Og jeg har mere end en gang set ham tage et sving, helt bogstaveligt, på to hjul. 

Men en dag for ikke så længe siden skete der det, at formodentligt velmenende omgivelser fik ham overbevist om, at det ikke er forsvarligt for en gammel mand at køre med den fart. Derfor måtte han af med knallerten. 

I stedet fik han en eletrisk scooter. Sådan et lille elkøretøj ligesom det de andre gamle mennesker kører på. Skinnede rød, som mange af dem er. Med fire hjul, som de fleste andre har. Og en topfart på 6-8 kilometer i timen, ganske som de andre. 

Men stik imod hvad man skulle tro, viste det nye køretøj sig, at være betydeligt farligere for ham, end den knallert, han havde holdt så meget af. 

Jeg hilste på ham nogle uger senere. Før i tiden hilste han altid med hele armen og et bredt smil. Nu sad han sammensunket og uden skyggen af liv i sit ansigt. Han kom rullende hen af cykelstien med en fart de fleste af os ville kunne gå fra, og hilste med et lille løft af højre hånds pegefinger. I det jeg passerede ham, så jeg en lille smule vand løbe ned af hans kind. Måske var det vinden? 

Det var vel tre måneder siden han havde fået sit nye køretøj, men han blev ti år ældre på den tid. Den unge, gamle mand, var blevet til en gammel, gammel mand, ganske som så mange andre. 

Moralen? Der vil altid være nogen, der vil fortælle dig, hvad der er bedst for dig. Hvad du skal og ikke skal, kan og ikke kan, bør og ikke bør. Men de tager fejl. 

For du er den eneste der ved hvordan man er dig.

Nytårsaften igen, igen. Det er kun et øjeblik siden vi sidst stod og skrålede med på; “Det er et yndigt land”, med et glas bobler i hånden og hovedet fyldt af alle de ting vi ville gøre med alle det nye års friske muligheder. Alle de gode, fine og rigtige ting vi ville gøre i det nye år. 

Fik vi så egentligt gjort de ting? Hmmm… Men det er heller ikke let når tiden nu går så hurtigt. 

Og nu står vi her igen, med hovedet fyldt af alle de gode ting vi vil gøre i det nye år. Måske er det de samme ting som sidste år. Måske har der sneget sig nogle nye ind. Måske er det hele nyt, for nu er tiden kommet til at vende livet 180 grader. 

Der er så meget vi gerne vil lave om. Og vi ved godt at vi har travlt. Men vi ved ikke hvor travlt. På den ene side fordi, at vi selvfølgelig ikke kan vide, hvor lang tid vi har at boltre os i. Men også fordi, at det der med travlt er noget man godt kan vide med fornuften, men som nok først rigtigt går op for en, når det på den ene eller den anden måde er for sent. 

Verden venter ikke på os. Tiden kommer og går. Muligheder, kommer og går. Mennesker kommer og går. Og det er som om, at det hele går hurtigere og hurtigere. Man blinker med øjnene, og endnu et år er gået. Endnu en gang er det tid til at gøre status. Greb man de muligheder der viste sig? Brugte man tid nok sammen med de mennesker man gerne vil bruge tid med. Kan man med god samvittighed sige til sig selv, at det år var værd at bruge et år af sit liv på? Måske, måske ikke. 

Heldigvis kommer der nu, som altid, et nyt år. 365 helt friske dage med mulighed for at leve det liv, man gerne vil. For at være sammen med de mennesker, man gerne vil være sammen med. For at være den, man gerne vil være. 

Men, og det er et stort men. Selvom nytårsaften kommer med løftet, er det ikke os alle der får 365 nye friske dage at gøre godt med. Vi håber, at vi har et helt nyt år foran os, og et eller andet sted tror vi det vel også. Men vi kan aldrig vide… Og den tomme stol ved bordet, den manglende stemme i koret, minder os om, at det ikke er givet. 

“Det er et yndigt land”, men livet er fuldt af hvis`er. Og selv hvis det hele går efter planen, flyver tiden af sted. Det er derfor, vi har travlt. 

Heldigvis er vi så privilegerede i år, at vi får hele 366 nye dage at gøre godt med. Og den ekstra dag kan vel passende bruges til at komme sig oven på julens og gårsdagens strabadser. Men i morgen går det løs, for med kun 365 dage tilbage, før næste status, har vi travlt. 364, 363, 362…

“The unconscious has a thousand ways of snuffing out a meaningless existence with surprising swiftness” Carl G. Jung 

Det er svært ikke at blive fascineret og lidt skræmt af dette citat af Jung. Og det bliver bare endnu mere fascinerende og bestemt ikke mindre skræmmende, når man tager hele passagen med:

“If the demand for self-knowledge is willed by fate and is refused, this negative attitude may end in real death. The demand would not have come to this person had he still been able to strike out on some promising by-path. But he is caught in a blind alley from which only self-knowledge can extricate him. If he refuses this then no other way is left open to him. Usually he is not conscious of his situation, either, and the more unconscious he is, the more he is at the mercy of unforeseen dangers: he cannot get out of the way of a car quickly enough, in climbing a mountain he misses his foothold somewhere, out skiing he thinks he can negotiate a tricky slope, and in an illness he suddenly loses the courage to live. The unconscious has a thousand ways of snuffing out a meaningless existence with surprising swiftness.” Carl G. Jung. 

For nogen tid siden var jeg til komsammen med nogle mennesker. Midaldrende mennesker vil jeg sige. Sådan i nærheden af de halvtreds år. Snakken faldt helt naturligt på børnene der nu er ved at være voksne, og den sidste der lige straks flytter hjemmefra. 

Nu fortæller en af dem så, at hun og hendes mand lige har været nede for at se på et mindre hus i midtbyen. Et lille hus, på en lille grund, uden have forstås, for nu har de jo nået en alder, hvor der ikke skal være for meget besvær. 

Havde det nu været begyndelsen på en tidlig pensionisttilværelse med selvrealisation, rejser, faldskærmsudspring, og hvad har vi, ville det jo have været en god start. Men det gik op for mig, at det slet ikke var start der var tale om. De er simpelthen er ved at lukke ned, og gøre klar til slutningen. 

Nytåret kommer som vanligt med løftet om nye tider. Bedre tider, håber vi. Og tror vi faktisk også. Nytår er tid for optimisme. Tid for løfter til sig selv, og måske til andre, om at det der ikke blev helt som vi havde tænkt i det forløbne år, nu vil ændre sig. Så det nye år, trods den lidt brogede statistik, bliver et kvantespring i retning af livet som vi havde tænkt det. 

Men hvad havde vi egentligt tænkt? Tja, vi havde tænkt at være mere sammen med familien, at tabe nogle kilo, at holde op med at ryge, at starte med at løbe, at holde op med at løbe, at sige mere fra, at sige mere til. Vi havde tænkt alt muligt. Men skal vi skære helt ind til benet, har vi nok tænkt meget af det før. 

Og selvom det nu er blevet nytår, igen, er det bare svært at gennemføre alle de gode intentioner. Men hvad så? Vi kan jo heller ikke bare lade stå til. Eller kan vi? 

Nej, det kan vi ikke. For deri ligger hele forskellen. 

Der er jo godt nok ingen garanti for at vi lykkes med alt det vi gerne vil, selvom vi prøver. Men der er garanti for at fejle, hvis vi ikke gør. 

Der står jo heller ingen steder at vi skal gøre det hele på en gang. Hvis bare vi gør en lille ting bedre hver dag, bliver 2023 helt automatisk bedre end 2022, der nok har været lidt et træt år for mange af os. 

Og en lille ting hver dag, er da overkommeligt…

Klokken er godt ni lørdag morgen og jeg tjekker lige Facebook for tredje gang. Tredje gang på halvanden time, hvorfor egentligt ? 

Hvad er det jeg forventer at finde ? 

Det er jo ikke for at lede efter den dims, jeg har manglet de sidste tre måneder, på marketplace. De venneanmodninger jeg får og sender, ville også kunne håndteres på betydeligt færre besøg. 

Det er i det hele taget sjældent, at jeg går på Facebook med et specifikt ærinde. Men hvad er det så ? 

Nogle gange former livet sig på en måde, så man kommer til at tænke lidt dybere over livets store spørgsmål. Tænke over meningen med livet, grunden til at vi er her, essensen. 

Hvad det er, der til syvende og sidst, skal gøre det umagen værd ? 

Nu ville jeg gerne kunne sige, at jeg har fundet den store universelle mening med det hele, men det må jeg desværre sige nej til. Faktisk er jeg slet ikke sikker på, at den findes. 

Det at vi mennesker er så gode til at vænne os til ting, er både en velsignelse og en forbandelse. 

En velsignelse fordi der i det daglige, findes så mange uundgåelige omstændigheder, der ville gøre det svært, at leve et tilfredsstillende liv, hvis man skulle starte forfra hver eneste dag. Og det gør vi da heller ikke. Vi vænner os til, at tingene er som de er. Det bliver vores nye normal. Vi holder op med at lægge mærke til dem, og fortsætter stille og roligt med livet. 

En forbandelse af samme grund. For vi kan også vænne os til omstændigheder, der er langt fra det liv vi drømte om. Og så står vi måske en dag opdager, at vi har spildt et halvt eller helt liv. Eller måske er vi så heldige, at vi aldrig opdager det, meeen… Eller vi kan vænne os til, at leve under omstændigheder som ingen burde leve under i det hele taget. Det kan selvfølgeligt stadig være en fordel, at vænne sig til det, hvis man på ingen måde kan komme uden om de omstændigheder, meeen…

Efter en temmelig lang pause, er jeg tilbage på bloggen. Og jeg tænker lige at starte med at opsummere, hvad det er bloggen handler om. 

Vanehviskeren handler om langt den største del af vores gøren og laden. Den handler om de 95 procent af vores liv, der kører på autopilot. Alt det vi gør, når vi ikke tænker over, at vi gør noget som helst. Alt det vi gør ubevidst. 

Den handler om vores vaner og overbevisninger, hvordan vi får dem, og hvad de gør for os og mod os. Og ikke mindst, handler den om hvordan vi ændrer de vaner og overbevisninger, der ikke gør noget godt for os. Og særligt det sidste er vigtigt, når vi som nævnt, lever 95 procent af vores liv automatisk. 

Man kan selvfølgeligt ikke sige præcist, hvor stor en del af livet vi lever på automatik. Det er svært at måle, vi er heller ikke alle sammen ens. Og selv hvis vi var, ville tallet variere fra dag til dag for den enkelte. Men som udgangspunkt er det et sted mellem 85 og 100 procent af vores daglige gøren og laden der foregår på autopilot. 

Så uanset hvor på skalaen du ligger, er det mere end nok til at være bestemmende for dit liv. 

Det betyder, lang historie kort, at det er kvaliteten af din autopilot, der bestemmer hvordan dit liv former sig. Derfor er den vigtigste ting du kan lære, at programmere din autopilot. 

Og det er hvad Vanehviskeren egentligt handler om; Hvordan du får din underbevidsthed til at arbejde mest muligt for dig, så du kan blive den bedst mulige udgave af dig…

Så blev det den tredje mandag i januar, årets værste dag.

Det er ikke noget jeg har fundet på, at det er årets værste dag, det er noget man har undersøgt – ganske vist i England, men jeg er sikker på at det samme gælder herhjemme.

Mandag er i forvejen ikke den mest spændende dag. Weekenden er forbi, og man starter på en ny arbejdsuge. Hverdagen står for døren.