Vanehviskeren

For nogen tid siden var jeg til komsammen med nogle mennesker, midaldrende mennesker vil jeg sige. Sådan i nærheden af de halvtreds år. Snakken faldt helt naturligt på børnene der nu er ved at være voksne, og den sidste der lige straks flytter hjemmefra. 

Nu fortæller en af dem så, at hun og hendes mand lige har været nede for at se på et mindre hus i midtbyen. Et lille hus, på en lille grund, uden have forstås, for nu har de jo nået en alder, hvor der ikke skal være for meget besvær. 

Havde det nu været begyndelsen på en tidlig pensionisttilværelse med selvrealisation, rejser, faldskærmsudspring, og hvad har vi, ville det jo have været en god start. Men det gik op for mig, at det slet ikke var start der var tale om. De er simpelthen er ved at lukke ned, og gøre klar til slutningen. 

Nytåret kommer som vanligt med løftet om nye tider. Bedre tider, håber vi. Og tror vi faktisk også. Nytår er tid for optimisme. Tid for løfter til sig selv, og måske til andre, om at det der ikke blev helt som vi havde tænkt i det forløbne år, nu vil ændre sig. Så det nye år, trods den lidt brogede statistik, bliver et kvantespring i retning af livet som vi havde tænkt det. 

Men hvad havde vi egentligt tænkt? Tja, vi havde tænkt at være mere sammen med familien, at tabe nogle kilo, at holde op med at ryge, at starte med at løbe, at holde op med at løbe, at sige mere fra, at sige mere til. Vi havde tænkt alt muligt. Men skal vi skære helt ind til benet, har vi nok tænkt meget af det før. 

Og selvom det nu er blevet nytår, igen, er det bare svært at gennemføre alle de gode intentioner. Men hvad så? Vi kan jo heller ikke bare lade stå til. Eller kan vi? 

Nej, det kan vi ikke. For deri ligger hele forskellen. 

Der er jo godt nok ingen garanti for at vi lykkes med alt det vi gerne vil, selvom vi prøver. Men der er garanti for at fejle, hvis vi ikke gør. 

Der står jo heller ingen steder at vi skal gøre det hele på en gang. Hvis bare vi gør en lille ting bedre hver dag, bliver 2023 helt automatisk bedre end 2022, der nok har været lidt et træt år for mange af os. 

Og en lille ting hver dag, er da overkommeligt…

Klokken er godt ni lørdag morgen og jeg tjekker lige Facebook for tredje gang. Tredje gang på halvanden time, hvorfor egentligt ? 

Hvad er det jeg forventer at finde ? 

Det er jo ikke for at lede efter den dims, jeg har manglet de sidste tre måneder, på marketplace. De venneanmodninger jeg får og sender, ville også kunne håndteres på betydeligt færre besøg. 

Det er i det hele taget sjældent, at jeg går på Facebook med et specifikt ærinde. Men hvad er det så ? 

Nogle gange former livet sig på en måde, så man kommer til at tænke lidt dybere over livets store spørgsmål. Tænke over meningen med livet, grunden til at vi er her, essensen. 

Hvad det er, der til syvende og sidst, skal gøre det umagen værd ? 

Nu ville jeg gerne kunne sige, at jeg har fundet den store universelle mening med det hele, men det må jeg desværre sige nej til. Faktisk er jeg slet ikke sikker på, at den findes. 

Det at vi mennesker er så gode til at vænne os til ting, er både en velsignelse og en forbandelse. 

En velsignelse fordi der i det daglige, findes så mange uundgåelige omstændigheder, der ville gøre det svært, at leve et tilfredsstillende liv, hvis man skulle starte forfra hver eneste dag. Og det gør vi da heller ikke. Vi vænner os til, at tingene er som de er. Det bliver vores nye normal. Vi holder op med at lægge mærke til dem, og fortsætter stille og roligt med livet. 

En forbandelse af samme grund. For vi kan også vænne os til omstændigheder, der er langt fra det liv vi drømte om. Og så står vi måske en dag opdager, at vi har spildt et halvt eller helt liv. Eller måske er vi så heldige, at vi aldrig opdager det, meeen… Eller vi kan vænne os til, at leve under omstændigheder som ingen burde leve under i det hele taget. Det kan selvfølgeligt stadig være en fordel, at vænne sig til det, hvis man på ingen måde kan komme uden om de omstændigheder, meeen…

Efter en temmelig lang pause, er jeg tilbage på bloggen. Og jeg tænker lige at starte med at opsummere, hvad det er bloggen handler om. 

Vanehviskeren handler om langt den største del af vores gøren og laden. Den handler om de 95 procent af vores liv, der kører på autopilot. Alt det vi gør, når vi ikke tænker over, at vi gør noget som helst. Alt det vi gør ubevidst. 

Den handler om vores vaner og overbevisninger, hvordan vi får dem, og hvad de gør for os og mod os. Og ikke mindst, handler den om hvordan vi ændrer de vaner og overbevisninger, der ikke gør noget godt for os. Og særligt det sidste er vigtigt, når vi som nævnt, lever 95 procent af vores liv automatisk. 

Man kan selvfølgeligt ikke sige præcist, hvor stor en del af livet vi lever på automatik. Det er svært at måle, vi er heller ikke alle sammen ens. Og selv hvis vi var, ville tallet variere fra dag til dag for den enkelte. Men som udgangspunkt er det et sted mellem 85 og 100 procent af vores daglige gøren og laden der foregår på autopilot. 

Så uanset hvor på skalaen du ligger, er det mere end nok til at være bestemmende for dit liv. 

Det betyder, lang historie kort, at det er kvaliteten af din autopilot, der bestemmer hvordan dit liv former sig. Derfor er den vigtigste ting du kan lære, at programmere din autopilot. 

Og det er hvad Vanehviskeren egentligt handler om; Hvordan du får din underbevidsthed til at arbejde mest muligt for dig, så du kan blive den bedst mulige udgave af dig…

Så blev det den tredje mandag i januar, årets værste dag.

Det er ikke noget jeg har fundet på, at det er årets værste dag, det er noget man har undersøgt – ganske vist i England, men jeg er sikker på at det samme gælder herhjemme.

Mandag er i forvejen ikke den mest spændende dag. Weekenden er forbi, og man starter på en ny arbejdsuge. Hverdagen står for døren. 

Julen er vanernes fest, og i december måned, gør vi i den grad tingene som vi plejer. Det gør vi faktisk altid, men når det er jul er vi mere opmærksomme på, at det hele skal være som det altid har været.