Julen har altid været vanernes fest. I julen gør vi som vi plejer, mere end vi gør på nogen anden tid af året. Og vi gør det sammen med dem vi plejer at gøre det sammen med. Julen skal der ikke røres ved. Vi pynter som vi plejer, spiser som vi plejer, vi synger og danser som vi plejer, osv. osv.
Men i år fejrer vi ikke julen helt som vi plejer. Og hvad værre er, vi fejrer den heller ikke nødvendigvis sammen med dem vi plejer at fejre den sammen med.
For en skygge har lagt sig over verden, og adskilt os på alle tænkelige måder. Og julen, som mange af os har fejret på stort set samme måde hele livet, kommer nu også til at foregå i det mærkelige vakuum som har kendetegnet det meste af året.
Hvad værre er, det håb vi vel, et eller andet sted, havde om at det hele ville være på rette vej når vi kom hertil, er svundet. Der er ikke nogen der aner hvornår tingene bliver bedre. Og selv da, hvad står vi så tilbage med ?
Det kan være svært, her og nu, at se hvordan vi kommer videre, men vi har jo altid fundet en vej, og det gør vi også denne gang.
Så selvom julen i år ikke bliver som den plejer, så lad os håbe og tro på, at det bliver første, og sidste gang, vi tvinges til at give køb på den, og alt det andet vi har måttet give køb på i det forgangne år.