Vejen frem

Vi er (ikke) som vi er

“Vi er, som vi er” siger vi, men det er vi i virkeligheden ikke. I hvert fald ikke i ret lang tid af gangen. Og om et stykke tid når vi siger vi er som vi er, er det en helt anden version af os der siger det.

Vi synes godt nok, at vi er de samme som vi altid har været. Vi ser jo næsten det samme i spejlet hver dag, vi tænker næsten de samme tanker, og siger næsten de samme ting. Forøvrigt til næsten de samme mennesker.

Men næsten, er det magiske ord. For vi ændrer os hele tiden, og når du går i seng i aften, er du ikke længere den du var da du stod op i morges. 

Nogle dage ændrer vi os meget. Vi oplever noget der gør så stort indtryk at vi, med et slag, er forandrede for altid. De dage er vi ikke i tvivl om, at der er sket en ændring, og vi ved også om det var godt eller ikke så godt. Men det er forholdsvis få dage. Langt de fleste dage ændrer vi os kun ganske, ganske lidt, nærmest umærkeligt. Og netop fordi det er umærkeligt er det så vigtigt, at være opmærksom på at det sker. For en lille ændring hver dag, bliver til en stor ændring, når der er dage nok.

Du har helt sikkert prøvet, at møde en bekendt du ikke har set i flere år. Selv om han ser noget ældre ud, er det bestemt ikke udenpå den største forandring er sket, og du tænker; “Hold da op! Hvad blev der af gode gamle Oluf?” Oluf på sin side tænker; “Hold da op! Hvad blev der af …”

Det er nøjagtigt det samme der ville ske, hvis den ti år yngre dig, mødte den ti år ældre dig.

Oluf synes ikke, at han har ændret sig, Og du synes, at du er som du altid har været. Men ingen af jer har ret.

For vi ændres, om vi vil det eller ej. Og selv om det er lettere sagt end gjort, er det vigtigt, hele tiden, at være opmærksom på, at den måde vi vælger at leve, det vi tænker, siger, gør, former det liv vi lever, at livet er selvforstærkende, på godt og ondt.

Det er ikke negativt i sig selv, for selvfølgeligt skal vi ændre os, vi skal udvikle os. Det må næsten være ideen med det hele. Men hvis det skal være udvikling, skal vi jo blive bedre og bedre, og det er chancen bare større for, hvis vi ved hvor vi gerne vil hen.

Hvis vi ikke ved hvad vi vil, kan det ligeså godt gå den ene, som den anden vej. Det bliver tilfældigheder der former os. Og selv om de fleste af os jo heldigvis oplever flere gode tilfældigheder end dårlige, er det oftest de dårlige der fylder mest, og derfor kan det let blive det der ender med at forme os.

Men hvis du ved hvad du vil, og du er opmærksom på, at du hele tiden formes, mister de ydre omstændigheder en stor del af deres indflydelse. Uanset, at det jo ikke er alting du er herre over. Og at det faktisk mange gange ser ud som om, at du slet ikke har noget at sige i hvordan det hele falder ud.

I sidste ende er det langt vigtigere, hvordan du forholder dig til det der sker, end hvad der rent faktisk sker. “Det er ikke hvordan du har det, men hvordan du tager det” siger de. Og det bestemmer du jo – hvordan du tager det.

Men det kræver opmærksomhed, og et godt skridt i den retning, kunne være at starte hver dag, med at beslutte hvem du vil være blevet til, når du går i seng. Det er ikke sikkert, at det afviger meget fra den du er, men så kan det i hvert fald hjælpe dig med at forblive dig.

Og er der en anden du hellere vil være så husk, at du formes hele tiden, og at det er dig der bestemmer til hvem.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.