Mange af vores “dårlige” vaner er forbundet med ret høje omkostninger, både økonomisk og menneskeligt.
Det er ikke noget der kommer bag på os. Hvis man er ryger ved man, at tobakken koster et eller andet beløb. Og selv om man ikke på forhånd ved hvad prisen bliver, er man også klar over, at det på et eller andet tidspunkt, kommer til at koste noget livskvalitet. Det samme hvis man, for eksempel, drikker rigeligt eller spiser forkert.
Vi ved, at mange af vores vaner har en pris. Og vi ved også, at den dyreste del oftest skal betales ret sent i livet, at de største afdrag falder når man har haft glæde af vanen i mange år.
Vi ved det og vi accepterer det, ellers kunne vi jo ikke have vanerne.
Men der er en vane vi allesammen har i en eller anden grad, der koster os mere end vi har fantasi til at forestille os. Det er når vi holder op med at stille spørgsmål til den måde vi er i verden på. Når vi, udstyret med vanens usynlige skyklapper, bare følger den sti vi er sat på.
Det er naturligt nok, at vi gør det. For vi lever hver især i en verden vi kender ret godt, og vi har en ret god fornemmelse af hvor grænserne i vores verden går. At vi holder os inden for de grænser, er på mange måder både praktisk og bekvemt.
Problemet er, at de fleste af grænserne i vores verden ikke er rigtige grænser. De er indbildning, noget vi har fået lært hen af vejen. De er ikke udtryk for hvad vi kan og ikke kan, hvad der er muligt og umuligt.
Hvis vi ser på andre mennesker vil vi hurtigt opdage, at de har helt andre mulig og umuligheder, andre grænser der sandsynligvis hverken er mere eller mindre virkelige end vores, bare anderledes og lige så begrænsende.
Til en vis grad er vi nødt til at acceptere, at det er sådan. Vi kan jo ikke gå upåvirkede gennem livet, og der vil være ting, endda mange ting, vi går glip af fordi vi har et bestemt billede af os selv, og den verden vi lever i.
Det kan ikke være anderledes. Og det ville heller ikke være praktisk muligt eller ønskværdigt for den sags skyld, hvis vi hele tiden skulle forholde os til alle tænkelige og utænkelige muligheder.
Men det betyder jo ikke, at vi skal gå i den anden grøft, hvad der helt naturligt vil ske, hvis vi ikke en gang i mellem sætter spørgsmålstegn ved den vej vi går. Spørger os selv om vi får det ud af livet vi gerne vil, eller om det bare, på en eller anden måde blev som det blev.
Hverdagen er lidt lusket på den måde, at den ene dag stille og roligt tager den anden. Man gør som man plejer og skulle man komme i tanke om et eller andet man gerne vil ændre, kan man jo altid gøre det i morgen, eller i morgen, eller i morgen.
Tiden går og man glemmer, at man egentlig var i gang med at leve. Indtil pludseligt en dag, typisk ret sent i livet, det går op for en, at der var en masse man ikke nåede. På det tidspunkt er toget bare kørt for mange af de ting man ikke gjorde, de ord man ikke sagde, de chancer man ikke tog.
For i modsætning til, for eksempel overvægt og rygning, hvor følgerne ofte kan vendes ved at ændre livsstil, er det ikke muligt at gå tilbage i tiden og gøre, sige eller prøve det man er gået glip af.
På den måde er vores vane med bare at følge den slagne vej, lidt anderledes end andre vaner, og prisen man betaler for den er højere. Højere, fordi man ikke rigtigt kan rette det op. Men også fordi, der ikke er nogen fordele forbundet med det. Man har ingen glæde af de “spildte” år. Hvis man spiser, drikker og ryger, har man da glæden ved at spise, drikke og ryge. Men her får man ikke rigtigt noget til gengæld.
Og i modsætning til mange andre vaner hvor man har en ide om, at der er en regning på vej, kommer denne regning uventet. For man har jo ikke gjort noget, nærmest tværtimod. Og alligevel er der så en pris der skal betales.