Drømme virker måske ikke lige som det oplagte emne for en blog der handler om vaner. På en eller anden måde virker det nærmest som modsætninger, drømme og vaner. Og så alligevel…
For hvad vi drømmer om, hvis vi overhovedet drømmer om noget. Om vi holder fast i drømmene. Og om vi i sidste ende fører dem ud i livet, afhænger i den grad af vores vaner og overbevisninger.
Vi skal have fantasien til at at drømme, modet til at ønske os mere, vedholdenhed til at holde fast i drømmen, og til at føre den ud livet. Vi skal kunne se os selv som mere end vi er nu. Og turde sige, jeg ved at jeg kan være, gøre, og have mere, og jeg vil. Alt sammen afhænger det, af vores vaner og overbevisninger. Så når alt kommer til alt, er det kraft af vores vaner og overbevisninger, drømmene lever eller dør.
Og de fleste dør, desværre.
De fødes som drømme og de dør som drømme. Og de dør sjældent en naturlig død.
De dør, ikke fordi de er for svære at føre ud i livet. Ikke fordi alle muligheder og umuligheder er udtømte. Ikke efter at man med næb og klør har kæmpet for at gøre drømmen til virkelighed.
De dør i stilhed, længe før det kommer dertil. Og de dør tilsyneladende af alle mulige forskellige grunde. Af frygt, udsættelse, glemsel, bekvemmelighed, forfængelighed og så videre. Men kun tilsyneladende, for det der i sidste ende slår drømme ihjel, er mangel på næring.
En drøm kan ikke bare fødes og overlades til sig selv, indtil den en dag kan føres ud i livet. En drøm overladt til sig selv visner og dør.
Drømme skal passes og plejes, så de vokser sig store og stærke.
Som planter skal have sol og vand, skal drømme have opmærksomhed og entusiasme. Når de får det bliver de større og stærkere. Når de bliver store nok og stærke nok, kan de overvinde alle fortrædeligheder og så begynder tingene at ske.