Man kan næsten kun blive glad når man sidder på terrassen med en kold øl eller et ditto glas vin, og kigger ind af den åbne dør, på robotstøvsugeren der nulrer rundt inde i stuen.
Eller når man kigger ud over haven, og får øje på plæneklipperen der lige så stille lister rundt og sørger for at græsset har en acceptabel længde. Der er lidt pindsvin over den måde den bevæger sig rundt på. Det er nærmest lidt hyggeligt. Og så alligevel.
For et af de spørgsmål der uvægerligt trænger sig på, er om de to små bæster nu også er vores venner?
Er det en god ting, at vi kan sidde på terrassen og se på, mens de gør arbejdet for os.
Bevægelse er blevet lidt en mangelvare. Det ligger i tiden, at vi ikke behøver at røre os ret meget. Og for at få motion er vi nødt til at finde den andetsteds. Så vi går, løber, cykler, dyrker zumba, og hvad har vi.
Og det til trods for, at både støvsugning og græsslåning er god motion, med alle de aspekter der hører til.
For det første er der motivation til at gå i gang. Når vi ikke længere kan lukke døre eller vinduer fordi græsstråene vokser ind af sprækken, eller når nullermændene, som uldne vindhekse, dovent ruller hen over stuegulvet, ved den mindste gennemtræk, så ved vi, at nu er det ved tiden.
For det andet er der motionen i selve arbejdet. Fysisk udfoldelse der fører til moderat forpustelse er bare god motion.
Og endeligt er der belønningen når vi er færdige. Vi kan igen gå rundt i bare tæer, uden der hænger krummer og andre mystiske ting fast under fødderne. Og vi kan gå en tur i haven, uden at risikere at træde i hundens efterladenskaber, eller den glemte rive, der før var skjult i det høje græs.
Men alt det til trods vælger vi alligevel, at få motion på anden vis.
De kan jo heller ikke gøre for det, hverken robotstøvsugeren eller robotplæneklipperen. De er bare en naturlig del af udviklingen.
En udvikling der på mange måder, har gjort livet meget lettere for os. Men spørgsmålet vi før eller siden er nødt til at stille os selv er; “Hvor let har vi brug for, at det bliver” ?