Man kan næsten kun blive glad når man sidder på terrassen med en kold øl eller et ditto glas vin, og kigger ind af den åbne dør, på robotstøvsugeren der nulrer rundt inde i stuen.
Eller når man kigger ud over haven, og får øje på plæneklipperen der lige så stille lister rundt og sørger for at græsset har en acceptabel længde. Der er lidt pindsvin over den måde den bevæger sig rundt på. Det er nærmest lidt hyggeligt. Og så alligevel.
Med alderen følger flere og flere vaner. Der er mere og mere af det vi gør, der bliver automatiseret. Hvis man ikke tager sig i agt, kan dagene let komme til at bestå af en stribe betingede reflekser.
Startende med at man står ud af sengen på et givent tidspunkt, uanset om vækkeuret ringer eller ej. (Men selvfølgeligt ringer det, det har det jo altid gjort). Derfra går turen til det lille hus. Videre til kaffemaskinen, brusekabinen, ud i bilen, et smut ned omkring havnen. Man er på arbejde klokken fem minutter før tid, eller fem minutter efter, afhængig af hvad man er vant til. Det hele kører efter en snor, indtil og med, at man igen stiller sutskoene ved siden af sengen, og indstiller vækkeuret til at ringe på det sædvanlige tidspunkt, så man kan være frisk og veludhvilet til at starte forfra næste dag
Alt sammen logisk, praktisk og let, og man ville uden besvær kunne gøre det i søvne.
Men er det, det man vil?
